7/11-2022GAME modtager Kronprinsparrets Sociale Pris 2022 af H.K.H. Kronprins Frederik og H.K.H. Kronprinsesse Mary
”Det er en stor ære at modtage sådan en pris”, fortæller CEO i GAME, Simon Prahm.
”GAME har med udgangspunkt i gadeidrætten løftet socialt arbejde på en ny og inspirerende måde. De har med deres GAME Streetmekka’er og uddannelsen af GAME Playmakere skabt et cool og attraktivt omdrejningspunkt for positive og stærke fællesskaber, der når børn og unge, som ellers falder uden for det etablerede foreningsliv.”
Sådan sagde H.K.H. Kronprinsen i sin motivationstale, da GAME modtog Kronprinsparrets Sociale Pris 2022.
Kronprinsparrets Priser gives for at synliggøre og anerkende dansk kultur og socialt arbejde, og for Simon Prahm, CEO i GAME, er det er en stor anerkendelse at vinde en pris af en sådan kaliber.
“Det er en stor ære at modtage sådan en pris. Vores håb er, at den anerkendelse, der ligger heri, vil føre til, at gadeidrætten i stigende grad anerkendes for sine mange potentialer til at styrke unges trivsel, at bekæmpe marginalisering, at skabe positive fællesskaber, der gør en social forskel i Danmark.”
I år er det 20 år siden, Simon Prahm grundlagde GAME, der er skabt ud fra en passion for street basket og street kultur som et middel til at skabe social forandring. I dag arbejder GAME med ungeledet gadeidræt i udsatte boligområder og i fire GAME Streetmekka’er over hele Danmark med gpde resultater, og GAME har i dag også aktiviteter i otte lande i Mellemøsten, Afrika og Europa.
Frivillige gør en forskel for børn og unge i udsatte områder
Kronprinsparrets Sociale Pris blev officielt givet til GAME lørdag aften til det store Kronprinsparrets Priser show i Ringsted Kongrescenter og på DR1, hvor børn og frivillige unge fra GAME blandt andet optrådte med en streetdance-koreografi.
Men faktisk fik GAME allerede besøg af H.K.H. Kronprinsen den 8. oktober til årets Playmaker Camp i GAME Streetmekka København. På Playmaker Camps modtager GAME’s frivillige, også kaldet Playmakere, undervisning som instruktører i deres gadeidræt og som rollemodeller for andre børn og unge.
På dagen fik H.K.H. Kronprinsen mulighed for at møde GAME’s Playmakere og deltage i street basket, gadefodbold og street dance.
Israa Mechlawi, der er frivillig Playmaker og GAME Zone-Koordinator i Næstved, var en af dem, der tog imod H.K.H. Kronprinsen og som også var med og sagde et par ord til overrækkelsen, og det var en helt særlig oplevelse at møde H.K.H. Kronprins Frederik:
“Jeg kan stadig ikke tro på, at det skete! Helt klart en oplevelse for livet. Jeg er blevet Playmaker i GAME fordi, at jeg gerne vil være med til at gøre en forskel for børn og unge. Jeg er også blevet Playmaker fordi, at jeg selv som barn ikke havde en kvindelig rollemodel, som jeg kunne spejle mig i. Jeg vil gerne vise unge piger, at de sagtens kan, ligeså meget som drenge.”
Til dagligt læser Israa Mechlawi til pædagog, og studievalget er kommet efter hendes frivillige engagement i GAME. I dag har hun det store overblik over GAME-Zonen i Næstved og leder Playmakergruppen til stor inspiration for de mange andre Playmakere i området.


