Co-lead for GAME i Danmark
Vil du være med til at skabe forandring med gadeidræt og streetkultur sammen med unge i hele Danmark? Er du stærk på at lede, har exceptionelle evner for at skabe partnerskaber og flair for at omsætte dem til økonomisk bæredygtige aktiviteter? Og kan du se dig selv i en organisation med en stærk social mission?
Så er du måske den, vi søger i en ny stilling som Head of Operations, der skal være med til at styrke GAME’s indsatser i Danmark.
OM STILLINGEN
Som Co-lead i GAME Danmark har du et ansvar for driften og den lokale forankring af GAME’s arbejde i Danmark – i tæt partnerskab med en ligestillet lederkollega med ansvar for programudvikling og metode.
I danner sammen et nyt co-leadership, der står i spidsen for at drive og udvikle GAMEs danske portefølje med det fælles mål at skabe positiv social forandring gennem ungeledet gadeidræt og streetkultur. Porteføljen omfatter både nationale og lokale projekter, hvor unge uddannes som rollemodeller og gadeidrætsinstruktører, samt drift og udvikling af faciliteter som GAME Streetmekka’er og Street Hubs, der skal sænke tærsklen til aktive fællesskaber og udbrede gadeidræt og streetkultur.
Fælles for alle indsatser er, at de bygger på GAME’s metode, der kombinerer ungeledelse, gadeidræt, streetkultur, byrum og en ambition om social forandring – altid med børn og unge som drivkraft og medskabere.
Læs mere om GAME’s programmer og GAME Streetmekka’er i Danmark her.
Du kommer til at have ansvar for forankring af GAME’s indsatser i og omkring de fire GAME Streetmekka’er og du kommer til at få personaleledelse af fire ledere med ca. 15 fuldtidsansatte og 40 studentermedhjælpere under dem. Du får ansvar for leverancer indenfor fundraising og porteføljestyring og skal sikre både den økonomiske og impact-mæssige bæredygtighed af GAME’s indsatser i Danmark. Du skal ‘ud på asfalten’ og arbejde tæt sammen med kolleger og skabe stærke relationer til vigtige aktører som kommuner, fonde og civilsamfundspartnere. Du kommer selv til at referere til vores direktør for Danmark.
Dine opgaver bliver blandt andet:
• Operationalisering af GAME’s strategi og mission i Danmark
• Personaleledelse og udvikling af ledere og teams
• Udvikling og implementering af økonomisk og socialt bæredygtige driftsmodeller
• Budgetlægning og økonomistyring af kompleks projektporteføle i samarbejde med finansfunktionen
• Partnerskabsudvikling og samarbejde med kommuner, fonde og civilsamfund
• Aktivt bidrag til fundraising, herunder skrive fondsansøgninger og støtte organisationen i fundraising
• Udvikling af nye samarbejder for lokal/regional forankring
• At bidrage til, at GAME lykkes med at være en inkluderende og divers organisation i trivsel.
VI TILBYDER
Et meningsfuldt arbejde, hvor du er med til at skabe social forandring. Du bliver en del af en organisation med god energi, fart over feltet, stærke værdier, høj faglighed, samt en innovativ, lærende og levende kultur, hvor ungeledet gadeidræt og streetkultur er i centrum. Du får kolleger med stort engagement og mulighed for at sætte dit præg på GAME’s fremtidige retning i Danmark. Da GAME er en international organisation, får du kolleger og samarbejdsflader i Mellemøsten, Afrika og Norden.
VI FORVENTER, AT DU
• Har solid erfaring med ledelse
• Har erfaring med økonomistyring
• Har erfaring med fundraising, herunder både strategi og praktisk ansøgningsarbejde
• Har gode kommunikationsevner, både internt og eksternt
• Har en stærk forståelse for og interesse i stakeholder management og partnerskaber
• Taler og skriver flydende dansk og engelsk
• Evner at tænke og arbejde innovativt og udviklingsorienteret i komplekse NGO-sammenhænge
• Har kendskab til og erfaring med projektorganisationer og en divers projektportefølje
Det er en fordel – men ikke et krav – hvis du har erfaring fra NGO-sektoren eller med socialt entreprenørskab. Kendskab og kærlighed til gadeidræt og streetkultur er også et plus.
Som person ser vi gerne, at du:
• er udadvendt, entusiastisk, kommunikativ og kontaktskabende
• er samarbejdende, samlende og strategisk
• har det godt i et udviklingsrum, hvor implementering sker gennem eksperimenter og løbende justeringer – og hvor læring, praksis og metode går hånd i hånd
• er nysgerrig og åben overfor ledelse i fællesskab
• ser værdi i diversitet, psykologisk tryghed og inddragelse
ARBEJDSSTED
GAME, Enghavevej 82D, 2450 København SV. Hvis du bor i en af de andre byer, vi har kontorer i (Esbjerg, Viborg og Aalborg), kan du også komme i betragtning. Høj fleksibilitet ift. rejseaktivitet i Danmark forventes.
RENT PRAKTISK
Stillingen er en fuldtidsstilling med opstart snarest muligt. Vi tilbyder fleksibilitet i hverdagen og frokostordning på kontoret.
SÅDAN ANSØGER DU
Upload din ansøgning og CV som én samlet PDF via følgende link.
ANSØGNINGSFRIST
Send din ansøgning inden den 10. august. Opstart snarest.
YDERLIGERE INFORMATION
Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør for GAME i Danmark, Ida Brix, på tlf 2628 6553. På gund af ferie, kan der være lidt forsinkelse på svartiden.
VI ELSKER DIVERSITET
Vi mener, at diversitet er vigtig, og vi ved, at vores trivsel og innovationsevne forbedres ved diversitet. Hvis du er med på ovenstående, så søg stillingen og bidrag til mangfoldighed i GAME med lige præcis den person, du er.
BØRNS RETTIGHEDER & CODE OF CONDUCT
GAME’s rekrutteringsprocedure afspejler vores standarter for beskyttelse af alle i GAME, med særlig fokus på børn og unge i vores aktiviteter og programmer. Alle medarbejdere i GAME skal underskrive GAME’s Code of Conduct, give samtykke til, at GAME indhenter børneattest samt give referencer.
OM GAME
GAME er en innovativ gadeidræts- og streetkulturorganisation, anerkendt som en af verdens 150 bedste NGO’er (#106). Siden 2002 har vi arbejdet sammen med børn og unge om at skabe positiv social forandring gennem ungeledet gadeidræt og streetkultur.
Vi tilbyder unge en uddannelse som frivillige gadeidrætsinstruktører og rollemodeller, der ruster dem til at drive ugentlige træninger for lokale børn og etablere inkluderende fællesskaber. ‘Life skills’ som samarbejde, lederskab, konflikthåndtering, trivsel, ligestilling og civilsamfundsengagement er centrale elementer i uddannelsen.
GAME skaber prisvindende faciliteter i tæt partnerskab med lokale unge og kommuner. I 2010 åbnede vi GAME Streetmekka København i en nedlagt sporvognsremise, og siden har vi åbnet faciliteter i Esbjerg, Aalborg, Viborg – og i 2023 også GAME House Beirut.
GAME er aktiv i Afrika, Mellemøsten og Norden.
Vi opfordrer dig til at læse mere om GAME’s arbejde på GAME.ngo
Læs her, hvordan GAME opbevarer og behandler dine persondata.

